Hoppa yfir valmynd

Ræða eða grein fyrrum ráðherra

15. júní 07 Utanríkisráðuneytið

Þemaráðstefna Vestnorræna ráðsins á Húsavík

TALAÐ ORÐ GILDIR

Kære ministre, parlamentsmedlemmer og kære venner

Jeg vil begynde med at takke for indbydelsen til at komme til Húsavík og deltage i denne interessante temakonference arrangeret af Vestnordisk Råd under titlen "Vestnorden i en globaliseret verden".

Det er mig en stor fornøjelse at kunne holde min første tale som udenrigsminister om emnet Vestnorden blandt vores nordiske og russiske brødre.

De sidste to dage har vi hørt på foredrag om globalisering, frihandelskontrakter, og hvordan man kan øge det vestnordiske samarbejde på frihandelsområdet. Jeg vil gerne takke forelæserne for vedkommende og interessante foredrag. Efter at have lyttet til dem, er jeg blev en hel del klogere, og den viden som jeg har fået, vil uden tvivl være mig til nytte i mit arbejde som udenrigsminister.

De vestnordiske lande det vil sige Island, Færøerne og Grønland, har mange ting til fælles hvad angår historie, kultur og samfundsopbygning, og på grund af deres geografiske beliggenhed er det faktisk også mange erhvervsmæssige forhold, der ligner hinanden, og landene har mange fælles interesser.

Det er den fælles historie og de fælles forhold, som er grunden til, at det er af afgørende betydning, at vores samarbejde er godt, og at vi kan være solidariske, når det gælder. Bortset fra den praktiske nytte Island har af samarbejdet, så har vi også rigtig mange varme følelser for det.

Det vestnordiske samarbejde er og bliver vigtigt for os her i Island. Det har været islændingene en kær pligt at holde den vestnordiske fane højt i det nordiske samarbejde. Det gjorde vi i 1999, da vi varetog formandskabet i Nordisk Ministerråd. Det gjorde vi også i 2004, da formandsposten atter var i vores hænder. Et af de vigtigste prioriteringsområder var styrkelsen af det vestnordiske samarbejde, og at bidrage til udformningen af en politik om et øget samarbejde mellem Norden og kystnationerne i Nordatlanten. Jeg kan love, at sådan vil det også blive i fremtiden.

Det nordiske samarbejde følger princippet om, at der skal skabes konsensus i alle sager. Intet land kan alene tvinges af de andre lande til at indføre en bestemt politik på et bestemt område, hvis ikke alle implicerede er enige om det. Derfor er det vigtigt, at der arbejdes ihærdigt på at forfølge enkelte sager. Med udgangspunkt i et argument om, at det nordiske samarbejde i det nordatlantiske område ikke afgrænses af Vestnorden, men er i overensstemmelse med Nordens fællesinteresser, har vi forsøgt at opprioritere "den vestnordiske dimension" og "det arktiske vindue" i det nordiske samarbejde. De sidste år har vi set tegn på, at disse bestræbelser er begyndt at bære frugt. Man kan vist roligt sige, at der i dag hersker en større forståelse for de vestnordiske landes særstilling og betydning for det nordiske samarbejde end der gjorde tidligere.

Kære venner,

Jeg kunne holde et langt foredrag om Vestnorden og det vestnordiske samarbejde i al almindelighed, men i dag er jeg blevet bedt om at sige noget om Islands fremtidsvision angående frihandelssamarbejdet i Vestnorden.

I mere end 1000 år har de vestnordiske lande med enkelte afbrydelser haft en indbyrdes samhandel. Handelshistorien viser os, at islændingene på handelsområdet over en lang periode har slået pjalterne sammen med færingerne og grønlænderne, og at især to erhvervsgrene, nemlig fiskeri og landbrug, har udgjort et tyngdepunkt i landenes samhandel.

Da jeg var borgmester i Reykjavik var jeg i den heldige situation, at kunne deltage i projekter, som var med til at styrke samhandelen mellem de vestnordiske lande. Der blev holdt handelsmesser på vegne af Reykjavik, Nuuk, Thorshavn og flere partnere. De blev holdt i hovedstæderne under overskrifterne: RekNuuk, NuuRek, RekTór, TóRek. På disse messer fik færøske, islandske og grønlandske virksomheder mulighed for at præsentere sine varer og serviceydelser. Der herskede stor tilfredshed med dette initiativ, og det var mig en stor glæde, at jeg i min tid som borgmester i Reykjavik havde mulighed for at deltage i disse projekter. Jeg er af den opfattelse, at det er nødvendigt at støtte og videreføre projekter af denne type i fremtiden, da de er specielt egnede til at styrke og støtte samhandelen mellem små og mellemstore virksomheder i disse lande.

Samhandelen mellem Island og Færøerne og Island og Grønland kan ikke siges at være stor, når man kigger på import- og eksporttallene fra Islands Statistik, og sammenligner dem med den totale handel med udlandet. Eksporten fra Island til Færøerne for 2005 og 2006 udgør kun en hundrededel af den totale eksport i Island og importen fra Færøerne udgør lige knap en hundrededel af den totale import. Hvad angår Grønland så udgør både eksporten og importen under en hundrededel af Islands totale import og eksport. Disse tal fortæller dog ikke hele historien, for bag ved denne handel står små og mellemstore virksomheder, som deler denne handel mellem sig. Desuden er disse udenrigshandelstal baseret på handel med varer, og der mangler tal for størrelsen af udveksling af serviceydelser mellem landene, som er vokset til at udgøre en lige så stor hvis ikke større del af totalværdien af samhandelen.

Færøerne er blandt en af Islands vigtigste handelspartnere. På trods af sin ringe størrelse, så er det et faktum, at handelen mellem Island og Færøerne er større og mere end mellem Island og lande med en meget større befolkning, f.eks. udgjorde eksporten til Kina i 2006 2,7 milliarder kroner, mens den i samme periode udgjorde 2,9 milliarder til Færøerne.

I forbindelse med de islandske virksomheders fremstød i udlandet de sidste år har de islandske virksomheder i høj grad blandet sig i det færøske og grønlandske handelsliv. Som et eksempel på dette, så kan man nævne, at Eimskip og Royal Arctic Line har indgået et samarbejde om søtransporten til og fra Grønland, og jeg har endda hørt, at der i Húsavík er en virksomhed, som importerer rensdyrkød fra Grønland.

Nogle vil endda mene, at de islandske forretningsfolks fremstød i udlandet oprindelig startede på Færøerne. Baugur og Kaupþing, Eimskip og Samskip er blot nogle eksempler på islandske virksomheder, som har etableret sig på Færøerne. Der er også eksempler på færøske forretningsfolk, som har etableret sig i Island. Den mest kendte er uden tvivl Jakúp Jacobsen, som er grundlæggeren af Rúmfatalagerinn, og desuden ejer færinger en del af Hampiðjan.

Men lad os nu vende os mod handels- og frihandelsaftalen mellem Island og Grønland og Island og Færøerne.

Der eksisterer en gældende aftale fra 1985 mellem Island og Danmark angående samhandelen mellem Island og Grønland.

I 1993 indgik Island en frihandelsaftale med Færøerne. I kølvandet på denne aftale blev tolden på import- og eksportvarer ophævet og det samme gjaldt for de afgifter, som har en tilsvarende virkning. Aftalen nåede til industrivarer, fisk og andre fiskeriprodukter. Denne aftale var kun en traditionel frihandelsaftale, og den var begrænset til handel med industrivarer og fiskeriprodukter. På baggrund af den nære forbindelse mellem Island og Færøerne så var der fra begge sider interesse for at udvikle samarbejdet mellem de to lande på handelsområdet. I 2002 blev det besluttet at starte forhandlinger med færingerne om at udforme en ny frihandelsaftale mellem Island og Færøerne, som havde til formål at uddybe og udbrede de to landes samarbejde på handelsområdet. Forhandlingerne blev afsluttet i foråret 2003 og aftalen trådte i kraft i 2006. Aftalen har fået navnet Hoyvíkur-aftalen.

Formålet med Hoyvíkur-aftalen er at oprette en fælles økonomisk zone mellem Island og Færøerne. Aftalen dækker fri handel med varer, serviceydelser, fri bevægelighed for personer mellem landene, kapitaloverførelse og investeringer, bopælsrettigheder, konkurrenceforhold, statsmonopoler, statsstøtte og offentligt indkøb. Ifølge aftalen er forskelsbehandling på grund af nationalitet eller bopæl ulovlig, og det samme gælder for forskelsbehandling på grund af varernes oprindelse inden for området. På den måde har islændinge og islandske virksomheder de samme rettigheder på Færøerne som færingerne selv - og omvendt. Man kan argumentere for at denne aftale er en af de mest omfattende handelsaftaler, som Island nogensinde har indgået.

Aftalen omhandler også fuld frihandel med landbrugsvarer. Der er et forholdsvist stor marked for islandske landbrugsvarer på Færøerne. Island har aldrig tidligere indgået en sådan aftale om fuld frihandel med landbrugsvarer, således at aftalen markerer et vendepunkt, hvad dette angår.

Under forhandlingerne i forbindelse med udformningen af Hoyvíkur-aftalen var man desuden bevidste om, at en sådan aftale kunne være det første skridt i retning af et nærmere samarbejde mellem flere nationer placeret i den nordvestlige del af Atlanterhavet, bl.a. Grønland, om at styrke samhandelen og erhvervslivet i hele området. Man tænkte ligeledes på, at et nært samarbejde mellem regeringerne på dette område, kunne være med til at styrke mange erhvervsgrene, som f.eks. turistindustrien, forskningen og forskellige udviklingsprojekter, og således i disse globaliserede tider være med til at sikre grundlaget for økonomien i området.

Dette betød, at der i Hoyvíkur-aftalen indgår en paragraf om medlemskab. Af denne fremgår det, at det er tilladt at give flere parter af eller dele af det danske kongerige medlemskab af aftalen, under forudsætning af at der opnås enighed om vilkårene og betingelserne for en sådan udvidelse.

I Vestnordisk Råds rekommandation nr. 1/2006 fra årsmødet i 2006 opfordrer Vestnordisk Råd regeringerne i Island, Færøerne og Grønland til at drøfte muligheden for at lave en aftale om, at udvide frihandelsaftalen som Færøerne og Island har lavet til også at omfatte Grønland.

Island er er enige i rådets anbefalinger og i at Grønland bør have mulighed for at blive en del af aftalen, hvis de ønsker det. Det grønlandske hjemmestyre skal selvfølgelig selv tage den endelige beslutning i den sag, og vi vil under alle omstændigheder støtte deres beslutning.

Min fremtidsvision er at alle de vestnordiske lande med tiden kan blive partnere i Hoyvíkur-aftalen, og at der på den måde den måde kan blive skabt en vestnordisk økonomisk zone for hele suverænitetsområdet for Island, Færøerne og Grønland, og at grundlaget for denne vil være en af de mest omfattende frihandelsaftaler, som er blevet udformet, nemlig Hoyvíkur-aftalen.

Når man taler om frihandel og samhandel med andre lande, så rettes øjnene ofte imod større markeder, f.eks. Kina eller USA. Island står da også for øjeblikket i forhandlinger med Kina om en frihandelsaftale, og når disse forhandlinger bliver afsluttet og aftalen træder i kraft, vil den give Island adgang til et stort marked som er stadigt voksende. Selvom vi står i forhandlinger med Kina, betyder det ikke, at vi lægger mindre vægt på at gøre Island, Færøerne og Grønland til en vestnordisk økonomisk zone. Vi mener nemlig, at det er vigtigt at små nationer som de vestnordiske står sammen og støtter hinanden, så der er grundlag for et resultatrigt og godt samarbejde. Dette kan en vestnordisk økonomisk zone bidrage til. Den vil medvirke til fortsættelsen og forstærkelsen af det tætte og positive samarbejde, som disse lande har haft i århundreder. Desuden vil en vestnordisk frihandelsaftale muligvis medføre at Færøerne og Grønlands afhængighed af den danske økonomi bliver mindre. En frihandelsaftale, der omfatter alle de vestnordiske lande, vil desuden knytte de allerede eksisterende venskabs- og nabobånd mellem Færøerne, Grønland og Island endnu tættere.

Med EØS-aftalen (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) er det lykkedes os at skabe et stort økonomisk samabejdsområde bestående af medlemslandende i EU, Norge og Liechtenstein. Dette samarbejde har gået godt og aftalen har gavnet forretningslivet og skabt øget handel og flere jobmuligheder for den enkelte og for virksomhederne på tværs af landene.

Hvis vi skal forestille os hvordan fremtiden vil se ud i en vestnordisk økonomisk zone, så kan vi se på udviklingen som er fundet sted i det islandske forretningsliv og og Islands økonomi efter at vi trådte in i EØS-aftalen. Af dette kan vi lære, at en sådan fælles økonomisk zone vil bidrage til øgede handels- og jobmuligher både for den enkelte person og for virksomheder på tværs af landene. På baggrund af denne erfaring er der grund til at tro, at det samme ville ske i et vestnordisk økonomisk samarbejdsområde. Selvfølgelig vil handelen aldrig får de samme dimensioner som inden for EØS, da de vestnordiske markedsøkonomier er betydelig mindre, men jeg mener alligevel, at en fælles økonomisk zone vil øge handel og erhvervsmuligheder og også bidrage til nærmere samarbejde indenfor andre områder.

Som det tidligere er blevet nævnt, så er Færøerne et vigtigt og voksende marked for forskellige islandske varer og virksomheder. Det er nu syv måneder siden at Hoyvíkur-aftalen trådte i kraft, og det er vores håb at Hoyvíkur-aftalen kan bidrage til at øge samhandelen mellem de to lande. Desuden er det meningen, at aftalen skal skabe en ramme om øget samarbejde på forskellige andre områder, bl.a. indenfor kultur, energi, miljø, social- og sundhedsområdet, kommunikation og turisme.

Hvis Grønland bliver en del af Hoyvíkur-aftalen, må man gå ud fra at handels- og jobmulighederne vil blive forøget på tværs af de tre lande og at samarbejdet på de ovennævnte områder ville blive styrket.

Jeg mener, at hvis Island, Færøerne og Grønland går hen og danner en vestnordisk økonomisk zone, så ligger det som en naturlig forlængelse af de almene globaliseringstendenser som præger det internationale forretningsliv, som vi ser det i dag, og som man har diskuteret på denne konference. I dag er der mange lande der indgår frihandelsaftaler for at bidrage til at øge samhandelen, så det er derfor kun i overensstemmelse med den udvikling, hvis man forenes i én økonomisk zone. Ligeledes mener jeg, at en fælles vestnordisk økonomisk zone også vil bidrage til at virksomheder og enkeltpersoner i medlemslandene har større muligheder for at konkurrere og søge ind på andre landes markeder.

I forlængelse af Hoyvíkur-aftalen og Vestnordisk Råds rekommandation 2/2006, hvor det anbefales at regeringerne i Island, Færøerne og Grønland åbner konsulater i landene, har Island for nylig åbnet et generalkonsulat på Færøerne, og ligeledes vil der i år blive åbnet et færøsk generalkonsulat i Island. Jeg går ud fra, at åbningen af disse konsulater og Hoyvíkur-aftalen vil betyde en øget samhandel mellem landene.

Alt det jeg har nævnt ovenfor angiver Islands fremtidsvision vedrørende frihandelssamarbejdet i Vestnorden. Det er mit håb, at der i løbet af de næste år bliver dannet en økonomisk zone for hele Vestnorden på grundlag af en frihandelsaftale mellem Island, Færøerne og Grønland.

Til slut vil jeg gerne understrege de tanker, som jeg også gjorde mig her i begyndelsen, vedrørende det vestnordiske samarbejde, ved at henvise til en udtryksmåde, som har rødder i en af de islandske sagaer, nemlig sagaen om Grettir den stærke, hvor det siges at " gammelt venskab forgår sjældent".

Tak.



Efnisorð

Var efnið hjálplegt?Nei
Takk fyrir

Ábendingin verður notuð til að bæta gæði þjónustu og upplýsinga á vef Stjórnarráðsins. Hikaðu ekki við að hafa samband ef þig vantar aðstoð.

Af hverju ekki?

Hafa samband

Ábending / fyrirspurn
Ruslvörn
Vinsamlegast svaraðu í tölustöfum

Þessi síða notar vafrakökur Lesa meira