Hoppa yfir valmynd

Ræða eða grein fyrrum ráðherra

Halldór Ásgrímsson, utanríkisráðherra 1995–2004

Ræða flutt á ESB þingi Norðurlandaráðs (á dönsku)

5. mars 1996

Halldór Ásgrímsson, utanríkisráðherra og samstarfsráðherra Norðurlanda
Ræða flutt á ESB þingi Norðurlandaráðs
f.h. Davíðs Oddssonar, forsætisráðherra
Kaupmannahöfn


Hr. præsident! Det tema vi drøfter på denne konference er velvalgt og aktuelt. Den
Europæiske Unions regeringskonference kan blive udslagsgivende for udviklingen i Europa,
et vendepunkt i begivenhedernes gang. Dette er blevet klart for stadig flere medborgere i de
europæiske lande de sidste måneder. Når det næste skridt i den europæiske
integrationsproces er taget, bliver det, på godt eller ondt, ikke så enkelt at lægge kursen om.


For Island er det specielt vigtigt og kærkomment at få lejlighed til at udveksle synspunkter og
at få indsyn i hvordan de lande, der står os nærmest, og som er medlemmer i EU og EØS,
ser på de sager, der diskuteres og skal tages op på regeringskonferencen.


De nye demokratier i ÿsteuropa imødeser også regeringskonferencen med store forhåbninger,
selv om de ser tingene i et andet perspektiv end medlemslandene.


Der står på alle måder meget på spil i Europa. I Central- og ÿsteuropa bør demokrati og
menneskerettigheder styrkes og befolkningens levestandard forbedres. I den vestlige del af
kontinentet hersker der almen velstand, men også stor arbejdsløshed. Mange steder i Europa
spøger racismen. Andre steder er som et jagtrevir for demagoger, der bejler til befolkningen
ved ad rode op i Europas fortid og er talsmænd for løsninger, der aldrig har duet til andet end
at avle had og fjendtlighed.


I det komplekse internationale samarbejde er tilstandene på Balkanhalvøen en prøvesten på
adskillige landes vilje til at værne om freden efter blodige kampe i et område der ulmer af
had; til at retsforfølge krigsforbrydere, og stifte forlig på ruinerne af den grusomste krig i
Europa siden anden verdenskrig.


Men i Europa har man nu også en historisk mulighed for at finde frem til fælleseuropæiske
værdier og etablere en varig fred.


Dette har sine årsager ikke blot i de radikale omvæltninger, der er sket de sidste år. Det
skyldes også det faktum, at vi nu bor i et internationalt samfund uden paralleller i historien.


Dette skyldes en stadig større indbyrdes afhængighed landene imellem; ikke kun i Europa,
men også i global sammenhæng. Årsagerne er mange, ikke mindst de vidtgående fremskridt
der er sket i kommunikation og transport. Konsekvensen er, at forskellige samfund er udsat
for nogenlunde samme ydre påvirkning og krav og har nogenlunde de samme erfaringer.


Efterhånden som demokrati, markedsøkonomi og handelsmæssig integration vinder frem i
Europa efter den kolde krig, elimineres gamle problemer og velfærd og stabilitet sikres. Det
er her vi har de nye muligheder. Vi har allerede i Europa organisationer, der har mulighed for
på afgørende vis at medvirke til at skabe det ny Europa.


En af disse organisationer er den Europæiske Union. Island betragter unionens anliggender
med et europæisk lands øjne, med store direkte interesser i udviklingen i Europa på grund af
vore traktatsbundne relationer, men vi ser dem samtidig til dels udefra. Jeg mener selv at
dette er en fordelagtig status.


De idealer, der ligger bag stiftelsen af den Europæiske Union, har rødder i Europas tragiske
historie. Dannelsen af EU er til dels en følge af udviklingen af et internationalt handels- og
kultursamfund der sætter sig ud over landegrænser, og Unionen er samtidig en organisation,
der uddyber den indbyrdes afhængighed medlemslandene imellem. Her har EU opnået de
bedste resultater, netop ved i høj grad at medvirke til den nære økonomiske forbindelse
mellem medlemslandene og samtidig udforme så homogene værdinormer, at sandsynligheden
for at der påny opstår krigstilstande i Vesteuropa nu er forsvindende lille.


EU kan, hvis man bærer sig rigtigt ad, få denne positive indflydelse i hele Europa.
Forudsætningen er, at unionen udvikler sig på en sådan måde, at dens infrastruktur styrkes.
For det andet må forbindelsen yderligere styrkes til de nye demokratier i Öst- og
Centraleuropa. De ønsker medlemskab af EU, og det ser helt klart ud til at være til alles
fordel at realisere det.


Gennem et medlemskab af EU bliver disse stater samtidigt medlemmer af EÿS. Deres
medlemskab af EU har således direkte indflydelse på Islands politiske og handelsmæssige
interesser.


Den vanskelige overgangsperiode som de nye demokratier nu gennemgår, medfører
uundgåeligt sociale omvæltninger og ustabilitet på det økonomiske såvel som det politiske
område. Det er vigtigt i høj grad at forstærke disse landes økonomiske deltagelse i det
internationale samfund, specielt når det gælder frihandel. Er man virkelig indstillet på det, kan
EU helt klart bidrage stærkt på dette område, uafhængigt af den yderligere
integrationsudvikling. En økonomisk genopbygning af varig karakter er en betingelse for de
central- og østeuropæiske landes medlemskab af EU. Unionen må under ingen
omstændigheder stille sig i vejen med en restriktiv handelspolitik.


Samtidig med at fremme frihandel, kan EU i høj grad værne om demokrati,
menneskerettigheder og retssamfund på hele kontinentet.


Man har besluttet at styrke infrastrukturen inden for EU, effektivisere samarbejdet og stile
mod stadig større integration, nu med vægt på et omfattende politisk samarbejde. Hermed vil
man blandt andet forberede tilslutningen af nye medlemslande.


Det påstås ind imellem, at EU efterhånden er så optaget af detaljerne i forbindelse med
integrationen, at den har tabt de moralske værdier og politiske målsætninger af syne, der
ligger til grundlag for unionen; at man i ledelsen er så optaget af hvordan
integrationsprocessen skal forløbe, at man har glemt hvorfor man stiler mod den. Den største
fare ligger dog i, at landenes ledelse går for hurtigt frem, og befolkningen enten ikke følger
trop eller gør det med blandede følelser.


Det er derfor hensigten på regeringskonferencen at styrke kontakten mellem EU og
befolkningen i medlemslandene, at tilnærme EU til befolkningens ønsker og behov og
genvinde borgernes opbakning om unionen. Dette er af afgørende betydning, men kan vise
sig at blive vanskeligt i lyset af den centralisering der karakteriserer unionen samt den
voksende negative opfattelse af EU hos befolkningen og blandt politikere i medlemslandene
de sidste år. Man må i EU i højere grad fokusere på de problemer som befolkningen i
medlemslandene finder mest presserende. Det er blandt andet arbejdsløshed,
miljøproblemer, kriminalitet og sociale spændinger af forskellig art. Unionen er nødt til at tage
hensyn til holdningen hos dem, der i sidste ende skal bestemme, d.v.s. folket, hvis man vil
undgå tillidsbrist.


Samtidig må man i EU vise, at integrationsprocessen er af betydning for løsningen af de
problemer jeg lige har nævnt. Der må ikke herske nogen tvivl om, at opgaverne virkelig løses
bedre indenfor EU end nationalt. Det velbegrundede og formålstjenlige i
integrationsprocessen må stå klarere for politikere og medborgere i de enkelte
medlemslande, end det nu gør.


Hvis unionen stræber mod en videre integration uden forbedringer på dette punkt, er der fare
for voksende modstand mod unionen og de resultater man faktisk har opnået. Det ville i høj
grad begrænse EU's muligheder for at nå nye mål og påvirke tilstandene i Europa i positiv
retning.


Men lykkes det for EU at styrke infrastrukturen og samtidig effektivisere
beslutningsprocessen, så ser mange en mulighed for at udforme en fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik til fordel for Europa.


Her er mange aspekter der skal påtænkes, hvoraf ét dog er yderst vigtigt. Desværre har der
altid i de vesteuropæiske lande været en vis tilslutning omkring den indstilling, at et af de
vigtigste mål for en fælleseuropæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er at opnå en såkaldt
selvstændighed overfor USA, og da især i sikkerhedspolitisk henseende.


Oprettelsen af NATO sikrede freden i Europa i et halvt århundrede. Den transatlantiske
forbindelse, der bygger på fælles værdier og viljen til at forsvare disse, førte NATO frem til
sejr i den kolde krig.


Skal denne forbindelse vedligeholdes, må NATO fortsat være militært såvel som politisk
troværdig og sikre USA indflydelse på den europæiske sikkerhedspolitik. Dettebetyder
blandt andet, at alle spørgsmål der angår NATO-landenes fælles sikkerhedsinteresser skal
op til diskussion og beslutning indenfor NATO og ikke i andre fora. Og så længe nogle lande
er medlemmer af EU, og samtidig står udenfor NATO og VEU, må man sikre, at en fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik indenfor EU ikke undergraver de gensidige
forsvarsforpligtelser indenfor NATO og VEU.


Indenfor VEU og i dennes kontakt med EU må man derfor vælge en fremgangsmåde så man
ikke risikerer at sætte den transatlantiske forbindelse over styr. I den sidste tid er forståelsen
herfor blevet større. Vi må imidlertid forebygge, at den indstilling bliver dominerende på
regeringskonferencen, at VEU indlemmes i EU, hvilket i fremtiden vil kunne underminere det
transatlantiske sikkerhedssystem.


Island er associeret medlem af VEU og vil nøje følge debatten om og behandlingen af
unionen under regeringskonferencen. Foruden at være uvurderlig for Europas sikkerhed,
forener NATO også på en holdbar måde Islands sikkerhedsmæssige interesser på begge
sider af Atlanten. Associeret medlemskab af VEU giver Island adgang til europæisk samråd
om sikkerhedspolitik, og giver os samtidig muligheden for yderligere at medvirke til styrkelsen
af NATO og vedligeholdelsen af den transatlantiske forbindelse.


Hvor vigtigt dette er for Europas historie, ser vi endnu en gang bevis på i Bosnien. De
central- og østeuropæiske landes stilen mod medlemskab af ikke blot EU, men også NATO,
er ikke mindst udtryk for deres ønske om at blive en del af det transatlantiske
sikkerhedssystem, som NATO udgør, og som ikke mindst sikres af USA som det stærkeste
medlemsland.


NATO deltager ligeledes aktivt i at styrke demokratiet efter den kolde krigs afslutning, og har
da også enestående muligheder for at opnå resultater på dette område. Dette kommer til
udtryk i "Partnership for Peace", der også har ført til nært samarbejde med de nye
demokratier om fælles militærøvelser med henblik på fremtidigt fredsbevarende arbejde.


Målet med en udvidelse af NATO er at styrke demokratiet og stabiliteten. Denne udvidelse
er en kompliceret og tidskrævende proces, men den åbner reelle muligheder for stabile
fredstilstande i Europa. Det er en lejlighed vi ikke må forpasse.


Et andet afgørende punkt er nødvendigheden af i bred sammenhæng at styrke kontakten
mellem Europa og Nordamerika i den ændrede verdenssituation der opstod ved den kolde
krigs afslutning. Dette har affødt idéer og formelle forhandlinger mellem EU og USA om at
oprette et atlantisk fællesskab, baseret på fælles forsvar igennem NATO, men også på fælles
værdier og målsætninger for markedsøkonomi og frihandel, indre sikkerhed og fælles
kulturarv.


Vesteuropas velstand i årtierne efter krigen var baseret på den indbyrdes økonomiske
afhængighed som integrationsprocessen medførte, på fælles værdier og på den transatlantiske
forbindelse gennem NATO.


Hr. præsident!

EU's regeringskonference kan medvirke til at disse grundlæggende begreber vinder indpas i
bredere europæisk sammenhæng og på den måde tage del i at forme det ny Europa, et
fredens og fremskridtets Europa; et Europa der ikke trækker det korteste strå, men kan gøre
sig gældende i en hvilken som helst sammenhæng!

Efnisorð

Var efnið hjálplegt?Nei
Takk fyrir

Ábendingin verður notuð til að bæta gæði þjónustu og upplýsinga á vef Stjórnarráðsins. Hikaðu ekki við að hafa samband ef þig vantar aðstoð.

Af hverju ekki?

Hafa samband

Ábending / fyrirspurn
Ruslvörn
Vinsamlegast svaraðu í tölustöfum

Vefurinn notar vefkökur til að bæta upplifun notenda og greina umferð um vefinn. Lesa meira