Siv Friðleifsdóttir,

heilbrigðis- og tryggingamálaráðherra,

ræða á ráðstefnu norrænna hjúkrunarfræðinga í stjórnunarstöðum

Kære venner.

Det er mig en ære at få mulighet å snakketil jer, som udgör inden for sundhedstjenesten Ledernes netværk i Norden.

Konferancenes overskrift, Lederskab – trend eller evidence får meg som en ny

sundhedsminister å spekulere lidt i hvad lederskab inden for sundhedstjenesterne

indebærer.

Eller sagt på en anden måde: Hvilke forudsætninger og oppgaver er det som lederen

på dette område blir stillet over for, og må löse?

Hvordan oppfyller man kravet om den bedste mulige tjeneste som man bliver stillet

over for af patienten og det udefinerede samfund på den ene side og på den anden

side af bestyrelse eller myndighederne som fastsætter de financielle forudsætninger.

Her snakker jeg desuden ikke kun om hverdagen, men også om de ideologiske

forudsætninger, eller det idégrundlag som vi arbejder på som ledere og som vores

sundhedstjenste bygger på.

Det vil si sundhedstjenesten i Norden.

Jeg fremhæver Norden fordi vi befinder os på en nordisk konferance men også og

ikke mindst fordi der i sundhedstjensten og måden at indrette den på i Norden ligger,

både klart og skjult, noget af det fineste fine som den såkaldte nordiske model hviler

på. Humanisme, demokrati og viljen til at forsikre alle borgere de samme rettigheder.

Det som er grundlæggende i den nordiske sundhedstjeneste er den like tilgang – den

enkeltes ret til behandling uanset social status eller klasse.

Jeg vil påstå at dette er den röde tråd i det idégrundlag som den nordiske

sundhedstjeneste i den sidste halvdel af sidste århundrede har hvilt på.

Indtil for noen år siden var der stort set bred politisk enighed om dette blandt

majoriteten af politisk valgte repræsentanter i landenes folketinge uafhængig af

partipolitisk farve og indtil for nyligt var dette idégrundlag også ét af fundamenterne

som de faglige gruppers uddannelse hvilede på.

Jeg kan ikke forklare bakgrunnen af denne ideologien i alle de nordiske lande. Men i

Island hænger dette nok sammen med den tro som vi medbragte over havet fra Norge

for længe siden. Troen på at vi alle er like, i den forstand at vi alle er i samme båd.

Det er muligt og sikkert rigtigt i nogen tilfeller, at datidens vaner kan betragtes som

nåtidens problemer eller vanskeligheder, men jeg er ikke parat til at gi rabat på de

nordiske grundliggende værdier på den partipolitiske areane eller slagmark. De

nordiske verdier i sunhetstjenesten skal vi verne om.

Indtil for ganske kort tid siden var der en massiv tilslutning i Norden til

lighedsprincippet i sundhedstjenesten eller princippet om lik tilgang. Men for femten

til tyve år siden begyndte man for alvor å lægge vægt på effectivisering, en öget

produktion, man krævde kortere ventelister og samtidigt voksede kravene om lavere

skatter.

Der blev stillet krav om at selve sygehusene blev drevet som firma, man forsikrede

patientene grundlæggende rettigheder med lov, man gjorde krav til både faglige og

ökonomiske resultater og man begynte at bruke konkurance for at fremtvinge

ændringer.

Man kræver til og med i dagens sundhedstjeneste at patienterne har et valg som netop

hviler på konkurerende tilbud om tjenester på sundhedsmarkedet. I denne

sammenhæng er et begreb som patientvalg blitt helt naturligt nå fortiden.

Det er disse forudsætninger som dere som lederne og jeg som

sundhedsminister må leve opp til men samtidigt pröve at påvirke og styre.

Jeg fremhæver dette efter som jeg synes at netop i de krav som nåtiden stiller til os

ligger det problemer og udmaninger som vi som politikere, fagfolk og som samfund

må fokusere på, diskutere og kritisere for å kunne udvikle sundhedstjenesten videre.

Og netop i denne sammenhæng må vi ikke glemme, eller se bort fra idégrundlaget

som jeg nævnte för.

Nå for öjeblikket stilles det store krav til ledere og politikere om effektivitet og

håndgribelige resultater i sundhedstjenesten, resultat som kan læses på et stykke

pappir. Men jeg er overbevist om at man, i den nærmeste fremtid, også vil stille större

krav til borgerne, til individene, om at de tar i stor udstrækning ansvaret for sit eget

helbred for sin egen helse.

At man ikke bare kan men også er forpliget til at ta´ ansvar for egen helse.

Vi må i denne sammenhæng tænke på at störste delen af udgifterne som går til

sundhedstjenesten kan forklares ved ”livstils-tilknyttede” sygdomme eftersom

omkring 85% af alle dödsfald i Europa kan forklares ved kreft, hjertesygdomme,

sukkersyge og lungesygdomme. Dette vil kort og godt sige at störste delen af de

midler som vi bruger til sundhedstjenester stammer fra disse sygdommene som igen,

foruden det genetiske, har for en væsentlig del tilknyttelse til folks livsstil. Det er

altså blodtrykket, tobakken, alkoholen, kolesterolen, overvægten, det at spise usundt

og bevæge sig for lite som er de störste riskfaktorer.

Det er i denne sammenhæng som jeg nævner at borgerne skal og bör ta i större

udstrækning ansvaret for sit eget helbred, sin egen helse.

Kære venner.

Som mange af dere sikkert ved så har man slået sammen to hospitaler i Reykjavik i én

–        Universitetshospitalet Landspitalinn.

Vi har også besluttet å bygge et nyt hospital, en ny bygning som vil også medföre en

ændret og en ny definition for hospitalet inden for det islandske sundhedsvæsen, först

og fremmst for å möde tidens krævende opgaver, men også for å skabe personalet de

omgivelser og faglige muligheder som kræves i fremtiden.

Denne fremtiden byr på spændende muligheder som ikke mindst består i å

omstrukturere tjenesterne og definere på nyt forpligtelserne som vi som samfund

pålægger Landspitalinn.

Jeg vet at man i denne planlægning både tilegner sig det som til hver en tid er nyest

og bedst inden for lederskabsteorier og også det som i denne sammenhæng anses for

at være ”evidence based”.

En konferance som denne er for os et meget vigtigt led i denne lange rejse.

Jeg har lagt stor vægt på at diskutere denne fremtid dvs. det nye sykehuset direkte

med det faglige personale på Landspitalinn og det har glædet mig at opleve hvor stor

en indsats man er villig til å pålegge sig for at projektet bliver en succes. Det synes

jeg er positivt og viktigt.

På samme måde er det vigtigt at vi politikere gör hvad vi kan for at löse de

personaleproblemer som nu gör sig gældende på vores institutioner.

For sygeplejeskernes vedkommende er det vigtigt i Island som det er i det övrige

Norden å forbedre arbejdsmiljöet på institutionerne slik at sygeplejeskernes arbejde

blir mere tiltrækkende.

Det drejer sig om uddannelse, det drejer sig om det som på engelsk hedder carrier

path og det drejer sig om at forbedre arbejdsmiljöet i al almindelighed.

Kære venner.

Jeg ser på programmet at blandt de mange gode forelæsere er et navn som jeg har hört

meget om, Maj-Len Sundin. Hende, og alle andre gjester, byder jeg velkommen til

Island for denne gang. Selv om vi ikke kender hverandre så har vi én ting tilfælles. Vi

har begge to rödder i Akers sykehus, hver på sin måde.

Maj-Len Sundin har været chef på Akers men jeg blev födt på Akers sykehus for

mange år siden. Flere end jeg husker.

Det er et privilegium for oss å få Maj-Len Sundin og andre gode gjester å forelæse

om gårdagen og fremtiden i lederskap inom helsetjenesten.

Det er vigtigt, i aller höjeste grad, at dette forum at får mulighet til at diskutere frit om

den nordiske i velfærden, om utviklingen i vår arbejdsmiljökultur i Norden for å

kunne bedre takle nye udfordringer inden for sundhedstjenesten.

Lykke til – ha´ en go konferance.

(Talað orð gildir)