Norðurlandaráðsþing
Herr/Fru president.
Herved fremlægger jeg til jeres godkendelse et nyt handlingsprogram for det nordiske energisamarbejde
Det nye energihandlingsprogram dækker perioden 2010-13, og bygger videre på arbejdet med den forrige energihandlingsplan fra 2006-09, som efter min mening har givet gode resultater.
Energihandlingsprogrammet skal bidrage til en stabil og sikker energiforsyning, og bæredygtig vækst og velfærd for de nordiske landes borgere, ved at søge nordiske løsninger på fælles problemstillinger, og støtte forskning og udvikling af bæredygtige energisystemer for både tæt og tyndt befolkede områder.
Arbejdet med harmoniseringen af det fællesnordiske elmarked er nået langt, og skal fortsætte med samme styrke under det nye energihandlingsprogram.
Handlingsprogrammet har særligt fokus på de tyndt befolkede områder, og de arktiske egne som allerede mærker konsekvenserne af klimaforandringer. Arbejdet skal målrettes de særlige udfordringer der her er knyttet til udviklingen af sikre og bæredygtige energisystemer.
I fokus står ligeledes udvikling af miljøvenlig transport, energieffektivisering, vedvarende energi og velfungerende energimarkeder.
Kampen mod klimaforandringer og indsatsen for bæredygtig vækst og øget forsyningssikkerhed giver også nye muligheder for at realisere en mere langsigtet, grøn vækststrategi, hvor udvikling af nye energieffektive teknologier kan blive en central drivkraft i jobskabelsen, konkurrenceevnen og eksportmulighederne. Udover samarbejdet indenfor forskning og udvikling tager handlingsprogrammet også hensyn til et samarbejde omkring branding af de nordiske lande udadtil.
Den internationale dimension er central i det nordiske energisamarbejde. Gennem et aktivt nordisk samarbejde skal landene maksimere deres regionale indflydelse indenfor EU, og overfor Nordens naboer i både øst og vest.
Derfor lægger vi indenfor det nordiske energisamarbejde stor vægt på følgende ting som vi skal arbejde intensivt på:
- øge harmoniseringen af det nordiske elmarked
- øge andelen af vedvarende energi i energisystemerne
- sikre en effektiv udnyttelse af energiressourcerne
- bidrage til udviklingen af innovative energiteknologier
- bidrage til udvikling af vedvarende energi i tyndt befolkede
områder - øge effektiviteten i og udvikle grønne drivmidler til
transportsektoren